Fra havbund til badelandsbund
For nogle hundrede år siden var området, hvor Lalandia i dag ligger, fjordbund. På den tid havde Rødby en havn, var vigtig for kvægeksporten og havde status af købstad. I starten af 1600-tallet havde Christian d. 4 fået Danmark involveret i Trediveårskrigen, og i den anledning spillede Rødby Havn en vigtig rolle som krigshavn for flåden, hvor mindre krigsskibe kunne søge tilflugt fra fjenden. For bedre at kunne beskytte havnen mod fjender blev skanserne bygget, hvorfra man let kunne holde udkig efter fjendtlige skibe. Den dag i dag kan man stadig se en af de to skanser i landskabet omkring Lalandia.
Det var også i dette område, at Christian d. 4 under slaget ved Kolberger Heide mistede sit ene øje. Han kæmpede ifølge historien til mørket faldt på og det var umuligt at skelne ven fra fjende. Kolberger Heide er farvandet vest for Femern, og dengang har man uden tvivl kunnet høre kanonernes torden fra fastlandet.
En skelsættende beslutning for det kommende Lalandia i Rødby og omegnens historie var, da beslutningen om at tørlægge Rødby Fjord blev taget. For bare små 150 år siden var den jord Lalandia nu ligger på havbund, og Rødby Fjord strakte sig helt ind til Rødby, som dengang var en havneby. Allerede i midten af 1800-tallet blev der lagt planer om en ny og moderne havn, samt inddæmning af Rødby Fjord, men efter stormfloden i 1872 blev det besluttet, at bygge et dige, så en sådan tragedie ikke kunne ramme endnu engang.
Da diget stod færdigt i 1877, blev Rødby Fjord til en indsø. Selvom tørlægningen af fjorden i forbindelse med den nye havn først blev færdiggjort næsten 100 år herefter, blev havnen anlagt allerede i 1909-1912. I den anledning skød en del bebyggelse op omkring havnen, som også tiltrak en del industri. Det var dog først da færgeforbindelsen til Puttgarden blev oprettet i 1963, at byens største opsving kom. Efter Lalandia blev bygget i 1980’erne, har området også fået en del turisme.