En del af Lalandias feriehuse Classic Plus 4 og Classic Plus 8 er indrettet med særlige hensyn til handicappede. Feriehusene er i ét plan, og der er plads til at manøvrere eksempelvis en kørestol rundt i hele feriehuset, da det har ekstra brede døre. Badeværelset er udstyret med blandt andet toilet-armstøtter, mens selve toilettet er forhøjet i forhold til gulvplan. Dertil er der handicapgreb ved bruser og håndvask. I køkkenet kan microovnen betjenes i bordhøjde. Feriehusets indretning er planlagt i samarbejde med Dansk Handicapforbund. Nederst kan du få overblikket over, hvad et handicapegnet feriehus i Lalandia i Billund rummer.
Lalandia Aquadome har brusekabiner og bad til personer med særlige behov. Dertil handicap-venlige toiletter i hvert omklædningsrum. Til rådighed er også 6 handicap-tilgængelige båse, hvoraf en af dem er med hejseapparat. I selve Aquadome er der også hejs ved den store indoor-outdoor spapool. I Aquadome er der flere handicap-venlige toiletter og elevator til øvre etage. 2 kørestole udlånes også og disse må gerne benyttes i vandet.
I Lalandias tropiske feriecenter er der nem adgang til alle niveauer og elevator til alle butikker og restauranter. I alle områder er der god plads at bevæge sig i - også for kørestolsbrugere.
Hvis du har særlige behov er det en god idé at nævne dette til personalet, når du booker bord til restaurantbesøg.
Her er hele overblikket over hvad et handicapegnet feriehus i Lalandia i Billund rummer:
- Alle døre er 10 cm bredere end en standard dør.
- Terrassen er opført i hårdt træ og er i niveau med det indvendige gulv.
- Køkkenindretningen er generelt handicapegnet.
- Ekstra parkeringsareal med græsarmering foran huset mod vejen.
- Der er bruseforhæng og ikke fast skærmvæg ved brusenichen.*
- Toilettet er påmonteret 2 stk. Ifø armstøtter.*
- Brusearmatur er Oras Optima med køllegreb.*
- Håndbruser på væg er Oras Sesivia brusesæt med snoretræk.*
- 1 stk. Pressalit Rehab vinkelhåndgreb i brusenichen.*
- På armaturer ved håndvask og køkkenvask er køllegreb monteret.*
- Vægophængt toilet er monteret 40 mm højere end i et standard feriehus.*
- Håndvasken i badet er monteret uden underskabe. Skabe er i stedet monteret på modstående væg.*
*I Classic Plus 8 feriehuset gælder ændringerne alene det lille badeværelse.